Styrekonsol

Styrepult og dør konsol sider

Sidepladerne på styrepulten og siderne til skydedørene i en NC33 (og sikkert også på andre) kan være svære at vedligeholde på de lidt ældre både, ide konsollen og sidepladerne er lavet af vandfast maghonifiner.

Mahognifineren er lakeret. Man kan selvfølgelig rense disse helt af hver 10 år og starte fra bunden. Men, det er meget besværligt, da det er svært at komme til, især styrepultens sidebeklædning.

Jeg har gjort noget radikalt, idet jeg en gang for alle har løst problemet, ved at beklæde siderne med acrylplader. Acrylplader kan købes i større byggemarkeder, og i forskellige tykkelser, jeg har valgt en 3 mm plade. Pladerne har jeg savet ud således at de passer (brug en el stiksav, med den rigtige klinge).

        

Derefter har jeg sprøjtemalet bagsiden af disse, altså den side der kommer til at vende ind mod fineren. Sprøjtemalingen er acrylmaling, som kan købes i en farvehandel eller en biltilbehørsforretning. Man køber blot den farve man ønsker på spraydåse. Pladerne limes på med silikone lim, eller andet tilsvarende produkt, efter at træet er slebet rent for løs lak. Brug ikke ekspanderende lim (polyurethan lim), idet det kan være svært at holde pladerne på plads medens limen ekspandere.

Eventuelle borehuller til ledningsstik o.a. kan med fordel bores når pladen er sat på, idet der så er mindre risiko for at pladen revner.

Når pladerne er malet på indersiden, opnås der en meget flot overflade, der vil holde til sol og saltvand. Den skal aldrig males mere (malingen er jo på indersiden af den gennemsigtige acryl).

En lille ting, som kan anbefales, når man er i gang med pladerne ved dørene, er at isætte et lille rør til afløbet nederst. I de NC33 jeg har set, er dette afløb blot boret igennem træet, hvorefter dette rådner efter nogle år. Hvis man bore hullet op, og isætter et rør (kobberrør) med silikone, så opnår man at beskytte træet. Se billedet.

    

Systemet lavede jeg sidste vinter (2004), og det har givet et helt andet indtryk af styrepulten og dørene.

Jens Koch
Medl. no.: 16
2003