Glasfiberpest

Glasfiberpest.

Lidt teori:

Hvis man har to beholdere med vand, den ene med saltvand, den anden med ferskvand og forbinder disse med et rør i bunden, og at dette rør har en tynd skillevæg af eksempelvis polyester, så vil der over tid ske det, at ferskvandet vil diffundere ind gennem skillevæggen og prøve at fortynde saltkoncentrationen til samme niveau som ferskvandet. Altså der vil over tid være mere vand i saltvandsbeholderen end i ferskvandsbeholderen. Dette kaldes osmose.

Grunden til at det kan lade sig gøre er, at polyester ikke er diffusionstæt over for vandmolekyler, men over for salt. De enkelte vandmolekyler kan passere igennem polyesteren, og når de først er kommet over i saltbeholderen, kan de ikke komme tilbage, grundet at saltkoncentrationen er højere.

For øvrigt er der det interessante, at man godt kan få ferskvand lavet ud fra saltvand, ved at trykke saltvand under højt tryk, eks. 80 bar, uden at saltet kommer med over. Dette er teknikken i de anlæg der laver ferskvand ud af saltvand, som det eksempelvis er tilfældet med ”Vædderen” i projektet Galatea3. Her laves adskillige hundrede liter vand pr. døgn i et sådant anlæg. Diffusionsmaterialet er naturligvis ikke polyester, men et materiale, der er langt bedre til formålet.

Hvis skillevæggen var lavet af epoxy, så ville der ikke ske noget, idet epoxy er diffusionstæt over for vandmolekyler (og naturligvis også over for salt opløst i vand).

Grunden til at der opstår blærer i polyester er, at det er meget svært at lave både i glasfiber/polyester, uden at der vil være meget små luftlommer i skroget. Det er jo normalt håndarbejde, idet glasfibermåtterne gennemvædes med polyester med håndruller. Dels er det næsten umuligt at undgå, dels kan hærdeprocessen også lave meget fine luftlommer ved glasfiberen. Når så båden har ligget i nogle sæsoner i vandet, vil vandmolekylerne diffundere ind i polyesteren. Polyester kan rent faktisk ”optage” ca. 1 til 2% vandmolekyler i selve polyesteren, dette er i sig selv ikke skadeligt, idet det vil optræde som enkelte vandmolekyler delvist bundet til polyesteren, og altså ikke forårsage andet end at skroget om efteråret, når båden skal på land, er lidt tungere end da båden var ny.

Men, hvis der er nogle små hulrum, vil vandmolekylerne kunne kondensere her. Grundet de materialer båden er bygget af, vil vandet blive lidt salt. Når der diffunderer mere vand ind, vil dette vand, der jo er ferskvand - uanset at båden sejler i saltvand, søge at udligne salt koncentrationen i hulrummet, men det er en umulig opgave, idet vandet der diffundere ind, jo er ferskvand. Denne proces vil fortsætte, og når der ikke er mere plads, vil trykket stige, og til sidst sprænge hulrummet større, - en blære er opstået. Væsken i blærerne vil lugte af eddikesyre, altså de er sure/salte.

Denne blære vil fortsætte med at vokse, til den eventuelt revner, så kan saltkoncentrationen udlignes, eller til båden kommer på land, herved vil blæren blive mindre grundet afdampning af vandet.

Praktik:

Osmoseblærer er som sådan ikke den store katastrofe, idet der kan gøres noget for at forebygge, og man kan reparere skaderne, hvis de endelig er sket.
Nauticat bådene er massivt opbygget i skroget, så det er ingen katastrofe, det giver ingen svaghed i skroget, men det er selvfølgelig bedst at få bragt i orden.

Når skaden er sket, så kan man selv udbedre det, især hvis det ikke er hele bunden der er angrebet. Der er mange gode vejledninger som man kan få fra alle producenter af malerprodukter (epoxy) til både.

Hvis ikke man får syren ud af blærerne, så kan det være svært at få epoxyspartelmassen til at hæfte.

Da salmiakspiritus er en svag base, kan den benyttes. Basen vil neutralisere syreresten i blærerne. Så hvis man efterfølgende skyller godt efter, vil man have en god bund for efterbehandling. Når man arbejder med salmiakspiritus, skal man helst gøre det i det fri af hensyn til ens egen sikkerhed.

Husk god gennemtørring af skroget bagefter.

Hvis man har større områder, eventuelt hele bunden, så er det værd at overveje om man ikke skal have fat i et professionelt firma til at tage sig af afrensningen. Det vil typisk ske ved sandblæsning.

Jeg tror at det er bedst at få specialister til det arbejde, idet der er sikkerheds- og miljøaspekter i dette arbejde.

Det sikkerhedsmæssige ligger lige for, sandblæsning kræver personlig beskyttelse, og desuden skal man sikre sig, at man har aftalt med naboerne, at de er indforstået i dette arbejde, da det kan støve en del (hvis ikke det er våd blæsning).

Miljøaspektet kommer også ind i billedet, idet båden jo er bundmalet, og at al sandet, der bliver brugt, er miljøskadeligt, og som sådan skal bortskaffes på den rigtige måde. Det kan de professionelle firmaer. Spørg i øvrigt havnefogeden, om det er lovligt at udføre arbejdet på pladsen, inden man ordrer et firma. Det er ikke en selvfølge, at man må gøre det i havneområdet.

Det er klart, at mindre områder der er angrebet, kan renses af med almindelig håndværktøj og slibepapir, og at dette kan klares på stedet.

Når spartlingen er overstået, og overfladen er glat og pæn, så er det klart, at hele bunden skal males med epoxymaling, for at forebygge kommende angreb. Både spartling og maling kan man godt selv klare. Man behøver ikke at sprøjtemale, idet det jo er under vandlinien, og bunden skal bagefter have primer og bundmaling.

Jens Koch
Medl. 16