Syreudslip fra akkumulator

Beskyttelse mod syreudslip fra akkumulator.

I min båd (NC33) var akkumulatorerne oprindeligt blot stillet på en plan 20 mm vandfast plade, forsvarligt fastgjort for ikke at kunne forskubbe sig under søgang. Dette var udmærket sikkerhedsmæssigt, men hvis akkumulatorerne lækkede, ville der kunne komme svovlsyre ud i båden.

Svovlsyre er en aggressiv syre, den er ganske vist ikke koncentreret i en akkumulator, men den er ret aggressiv over for træ og metal. Desuden er svovlsyre meget svær at komme af med, når det først er ”sluppet ud” og er begyndt at ætse.

Jeg har været ude for to hændelser, som understreger, at man bør forebygge at det kan ske.

Engang for en del år siden havde jeg en bil, som havde en af de lukkede akkumulatorer, altså en af dem, som regenererede den brint og ilt, som opstår ved spaltning af vand under ladning. Dette sker især, hvis ladespændingen kommer over 14.4 volt. En lukket akkumulator skal have en katalysator indbygget for at få ilt og brint til at reagere med hinanden straks vandet spaltes, og inden der opstår for meget af det, således at det kan eksplodere. Dette har disse akkumulatorer indbygget. Men den, som sad i bilen, måtte have haft en defekt, idet den lige pludseligt eksploderede. Sikke et svineri i motorrummet! Det skulle spules grundigt med det samme for at undgå tæringsskader i alt, hvad der var i nærheden. Dette kan lade sig gøre i en bil, men ikke i en båd, da spulevandet ikke blot kan komme væk, men skal samles op fra bunden af båden.

Siden den tid har jeg altid valgt almindelige akkumulatorer med ”propper”, således at den ilt og brint der måtte opstå ved spaltning af vandet, kan forlade akkumulatoren ud i det fri.

       

En anden hændelse med min båd skete her i efteråret. Jeg skulle skifte akkumulatorerne ud, da de var 4 år gamle og deres kapacitet skønsmæssigt var nede på 40%. Akkumulatorerne er af den åbne type, den med skruepropper. Altså, jeg tager dem ud og bringer dem hjem på mit lille værksted. Checker dem for spænding og ladestrøm og finder ud af, at de er ”nede” og skal skiftes. Jeg stiller dem på et gammelt håndklæde på en træbænk, efter at have sat dem op ved mit ladeudstyr på min filebænk. Dagen efter ville jeg køre dem på genbrugsstationen.

Næste dag opdager jeg, at en af akkumulatorerne er lidt utæt, den har lækket syre ud af siden, både på bænken og på håndklædet.

Heldigvis må lækagen være sket under transport af akkumulatorerne, (jeg er meget påpasselig når jeg flytter dem, idet jeg ved at jeg ikke må støde dem på noget, for ikke at gøre dem utætte), idet der ikke var noget at se nede i båden (jeg skyndte mig ned og checkede det). Jeg neutraliserede syreangrebet på træ filebænken, håndklædet er der ikke noget at gøre ved.

Jeg har efterfølgende købt nogle plastkasser beregnet til at stille akkumulatorerne i, og har sat dem i båden. Kasserne kan ikke angribes af svovlsyre, så hvis det skulle ske igen, er skaden ikke stor. Disse kasser koster fra 100 til 200 kroner stykket, og kan købes i de fleste bådtilbehørsforretninger

Jens Koch medl.: 16

2008