Bovpropel & ankerspil

Montering af bovpropel og ankerspil.

Når man installerer bovpropel og el-ankerspil, så er der en del sikkerhedsaspekter, man skal overveje. Begge enheder kan afstedkomme personskader og / eller brandskader.

Bovpropel:

En bovpropel kan typisk være på 5 Hk. Da en Hk er ekvivalent med 736 Watt, så er forbruget til en motor af den størrelse propel på 5 x 736 Watt som er lig med 3680 Watt, altså en afgiven effekt større end i en elradiator, som typisk er på 2000 Watt. Noget af effekten bliver naturligvis omsat til bevægelse af vandet, og dermed drejning af båden, men størstedelen bliver omsat til varme i selve propelmotoren. Motoren er normalt ikke forsynet med køleribber, da enheden i de fleste både er placeret i et lukket rum. Det medfører, at motoren ikke må køre længere end en vis tid, før den skal køle af. Denne tid kan ligge mellem 30 sekunder til nogle minutter, afhængig af valg af bovpropel. Men 30 sekunder kontinuerligt, er også længe til en manøvring.

Strømmen til at give de knap 4000Watt er ved 12 volt på ca. 300 Amp, altså en meget stor strøm.

Det medfører, at der skal anvendes meget kraftige kabler til at forsyne motoren. Hvis afstanden fra akkumulatorerne er eksempelvis 7 meter, så skal man op på en kabeldimension på 70 kvadrat millimeter (husk, at der er to ledere: en plus og en nulleder, så totallængden er på 14 meter). Denne længde er, hvis man benytter de akkumulatorer, der normalt er monteret nær dieselmotoren, og altså ligger midtskibs.

Bovpropellen skal selvfølgelig også have sin egen sikring og hovedafbryder. Det er meget vigtigt, at man følger vejledningen til installationen af enheden. Sikringen skal naturligvis kunne bære de 300 Amp. Afbryderen skal kunne afbryde 500 Amp.

ankerspil-bovpropel1
Eldiagram - principskitse

             Eldiagram, principskits

1. Forbrugsbatterier
2. Startbatteri
3. Hovedafbrydere
4. Afbryder for bovpropel, sikring "foran"
5. Forbindelse til sikringstavle til forbrug.
6. Bovpropelmotor
7. Styrepult til bovpropel

ankerspil-bovpropel2

Hovedafbryder

Der er en del, der får deres bovpropel installeret med en akkumulator ude ved propellen, således at man ikke har så lange (og dyre) tykke kabler. Denne akkumulator lades så op med et tyndere kabel fra hovedakkumulatorerne. Den måde kan jeg ikke anbefale, idet alle akkumulatores kapacitet falder over tid. Det vil så medføre, at strømmen til bovpropellen vil komme fra hovedakkumulatorerne via det tyndere kabel. Dette kabel kan ikke klare belastningen, og vil blive varmt. Desuden vil propellen miste meget af sin effekt, og dermed ikke virke, som den skal. Desuden giver denne installation en stor usikkerhed, idet mange ikke bliver installeret med hovedafbryder ude ved den forreste akkumulator, herved er der en reel fare for, at bovpropellen på et eller andet tidspunkt vil kunne gå i gang af sig selv, og ikke være til at slukke, med brand til følge. Der er mange eksempler på en sådan hændelse, hvoraf jeg kan nævne en:

Fyns Stiftstidende havde den 18. september 2005 en omtale af en større båd, hvor ejeren skulle til at lægge til i en havn med båden. Bovpropellen starter af sig selv, uden at manøvrepanelet er rørt. Da der ikke var monteret hovedafbryder, havde ejeren ikke andet valg, end at håbe på at strømmen fra akkululatoren ville løbe ”tør”, så han valgte at lade båden dreje om sig selv ude mellem broerne. Men, inden det kom så vidt, udbrød der brand i forkahytten, og fartøjet skulle bagefter til en gennemgribende renovering på værft (kostbart), før den var sejlklar igen. Udstyret var monteret af professionelle installatører.

Denne hændelse er, som sagt, ikke den eneste. Jeg selv har været ude for noget af det samme, dog uden skader. Jeg havde lagt til ved en bro i dejlig solskin og næsten ingen vind nede i det sydfynske for nogle år siden, og var ved at ordne agterfortøjningerne. Pludselig siger min nabo, at min bovpropel kører! Jeg slukker med det samme for hovedafbryderen, som jeg har monteret nær styrepulten, og propellen stopper. Jeg checkede hvad der kunne være galt, og fandt ud af, at der var kommet lidt fugt ind i kablet til styrepulten til propellen! Det gav den meget lille strøm, der er nok til at aktivere propellen! – Jeg skiftede efterfølgende kablet ud til en bedre kvalitet, og det er ikke sket siden.

Men, men, det siger kun noget om at styresystemerne til disse enheder er designet forkert, det bør ikke være sådan, at der skal få milliampere (tusinde dele ampere) til at aktivere relæerne i motorsystemet, her er digitalteknikken (computer elektronikken) gået for vidt. Men, når vi nu alle har vænnet os til tutch-kontakter og joysticks fra computerverdenen, så har konstruktørerne, i deres tørre laboratoratorier, designet sådanne styringer.

Jeg kan kun anbefale, at alle, der har en bovpropel installeret, gennemgår installationen og ved, hvor sikringen er monteret, og at de har en hovedafbryder indenfor rækkevidde af bådens styring. Desuden skal man altid afbryde for propellen via hovedafbryderen når man er sejlet ud af havnen, og kun have den tændt, når man lægger til eller sejle ud. Og selvfølgelig, altid have den afbrudt når man ligger i havn, eller forlader båden.

El-ankerspil:

For el-ankerspil gør de samme tanker sig gældende. Hvis man har en bovpropel installeret, så kan man blot ”hente strømmen” fra hovedkablerne til propellen. På den måde har man også hovedafbryder til ankerspillet. Et el-ankerspil har et lavere forbrug, det kan typisk ligge på 1 Hk og altså på 736 Watt, som giver en strøm på: 61 amp. Sikringen til bovpropellen kan ikke sikre ankerspillet, her skal der monteres en separat sikring ude ved ankerspillet. Det er her også absolut vigtigt, at hovedafbryderen er slået fra, så snart ankerspillet eller bovpropellen ikke benyttes. Her er det ikke så meget brandfaren som personsikkerheden, der er gældende. Prøv lige at forestil jer et lille barn lege ude på fordækket, trykke på knappen til ankerspillet, og samtidig have hånden på ankerkæden! – Det kan let komme til at koste nogle fingre!

Jens Koch
Medl. no.: 16

2010