Brand i en NC 35

Brand i en NC35

Fyns Stiftstidende har, søndag den 18-09-2005, en artikel om brand forårsaget af en forkert installeret bovpropel.

Branden opstod efter at bovpropellen blev aktiveret, og efterfølgende ikke kunne stoppes.

Ejeren ville så prøve at stoppe den ved at slukke for hovedafbryderen, men den fortsatte med at køre.

Der opstod efterfølgende brand i forrummet, idet motoren til bovpropellen blev varm og ”brændte sammen”. Branden blev slukket ved hjælp fra Falck, efter at ejeren selv at have prøvet at slukke den. Båden skulle efterfølgende på værft (Walsted Baadeværft på Thurø)for udbedring af skaderne. Skaden skete i Rudkøbing havn.

Bovpropellen var installeret forkert, idet den fik strømmen fra ”den forkerte side” af hovedafbryderen.

Men, at installere en bovpropel på den måde, også selvom den blev forsynet fra den rigtige side af hovedafbryderen, er forkert. En bovpropel SKAL have sin egen manuelle afbryder monteret direkte på hovedkablet fra akkumulatoren; dette er der også redegjort for i installationsvejledningen, som medfølger udstyret.

Lidt teknik:

En 4 hk bovpropel bruger små 3000 Watt (4*735W, idet 735 W svarer til 1 hk).

3000 Watt er en meget stor energimængde. Motoren til bovpropellen kan i sagens natur ikke køles, idet den ligger i et lukket rum ude foran i båden. Da det er umuligt at køle den, er den ikke forsynet med køleribber eller lign.

Derfor er der en begrænsning i den tid, den må anvendes, dette kan man se i instruktionsmanualen.

Begrænsningen er normalt under et minut ad gangen, med hviletid (køling) indimellem.

Hvis en sådan motor får lov til at køre, lad os sige i 5 minutter, så vil den blive så varm at alt hvad der er af plastic/gummi i nærheden af motoren, og motoren selv, vil kunne bryde i brand.

Hvis propellen ”løber løbsk”, så skal man altid kunne afbryde den via en hovedafbryder, som er beregnet til de store strømme (300 amp). Det er klart, at motoren også skal have sin separate sikring. Lad være med at have brandbare materialer liggende op ad propellermotoren, der skal være frit omkring den, rummet må ikke bruges til stuverum.

Årsagen til at propellen skal have sin egen afbryder og at man ikke kan bruge bådens hovedafbryderen, er at der kan ske omfattende skader på det elektriske, hvis man afbryder for hovedafbryderen medens dieselmotoren kører. Vekselstrømsgeneratoren har ingen akkumulator at aflevere sin energi, og den kan dermed blive ødelagt. Desuden afbryder man for alt ”hjælpeelektronik”.

Jeg kan kun opfordre klubbens medlemmer til at sikre sig at installationen i deres både er udført korrekt, og hvis ikke, så få det rettet.

Hvis man har en separat hovedafbryder, SKAL man også vide præcis hvor den er placeret, således at man kan benytte den. Og det er klogt at afbryde for den, når man ligger i havn/går fra båden. Dette også for at hindre små pilfingre i at aktivere propellen.

Jens Koch, medl.: 16

2004