Ror

Ændring af ror.  

(se nedenfor for et eksempel mere)

En langkølet Nauticat 33 er forsynet med et "pladeror", d.v.s. en rustfri plade som ror.

Dette kan gå an på en motorbåd, men ikke på en motorsejler eller sejlbåd.

Hvis man drejer et sådant ror i borde, så forsvinder virkningen næsten 100% (ved sejlføring), da roret vil stalle (har du nogensinde set en flyvemaskine med plader som vinger, nej vel, - jeg ville ikke turde flyve med en sådan maskine).

Jeg var ude for den manglende virkning for mange år siden, i min første Nauticat 33. Jeg var lige ved at sejle ind i andre sejlbåde, jeg deltog i en familiekapsejllads - med sejl.

Men, det kan der gøres noget ved. Man afmonterer roret (ret nemt) tager det hjem og limer en skumkerne udenpå, 50 mm pr. side (køb skummet hos en bådebygger). Skummet tildannes med en almindelig grovfil og sandpapir, det er meget let. Lav en cirkelrunding for og en gradvis tilspidsning mod agter.

Rundingen må IKKE laves længere foran, rundingen skal gå lige forbi stålet. Hvis man laver det længere foran, vil man få for stor en "egenservo", hvorved roret vil prøve at dreje mod bagbord ved kraftig gasgivning med motoren.

Herefter er der kun glasfiberarbejde tilbage, brug 3 til 4 måtter ovenpå hinanden. Følg brugsanvisningen for glasfiberarbejde.

Lav en udsparing til boltene foroven, og prime roret.

Monter roret. Tildan et par skumklodser til udsparringen ved boltene. Læg et lag glasfiber over, så roret er glat, derefter bundmales roret.
                       
Man vil nu opleve en båd der "vender på en tallerken for motor", og den vil have et væsentligt bedre greb i vandet for sejl.

Roret ændrede jeg både på den gamle Nauticat, og på den jeg har i dag.
ror1   ror2

Jens Koch
Medlem nr.: 16 
1998   

--------------------------------------------------------------------------------------------

Forbedring udført i rustfrit stål

Konrad Ragoczy har lavet forbedringen på roret, men ikke i glasfiber.

Konrad henvendte sig til: Humlebæk Bådeværft, bådebygger Preben Hinrichsen telefon 49 190 310, og fik bådeværftet til at lave rorforedringen i rustfrit stål. d.v.s. at der er svejset en kappe på det originale ror, således at den har det rette profil.

Konrad har følgende oplevelse med ombygningen:

Den korte version af min erfaring efter sæsonens sejlads er en markant bedre styring. Noget egentlig sejlskib bliver det jo aldrig til, men hvis nogen som jeg selv føler sig virkelig utryg ved at manøvrere under sejl i nærheden af andre skibe i afstande under en halv kabllængde, så kan jeg anbefale modifikationen.

  

Konrad Ragoczy

Medl. no.: 51
2006